Når retfærdighed er et spørgsmål om sort og hvidt.

Fra et dansk perspektiv kan den sidste tids racerelaterede begivenheder og uroligheder i USA være svære at forstå. Hvordan kan USAs sorte befolkning stadig være utilfredse med racisme i samfundet efter borgerrettighedsbevægelsens ubestridelige succes med at bekæmpe de institutionaliserede former for racisme? Hvordan kan den stadig være utilfreds med de demokratiske politiske virkemidler efter 6 år med en sort præsident? Fra et sådant perspektiv kan den sorte vrede på gaderne virke malplaceret og svær at retfærdiggøre. I danske medier væver ”USA-kendere” ofte rundt i forklaringer om hvordan de sorte er misundelige på de hvide over deres manglende social mobilitet, eller hvordan de bærer på dybe ar fra ”slave tiden”. Der er naturligvis også faktorer der spiller en rolle, men hvis man lytter til de bekymringer som de sorte udtrykker i medierne, til protester og til hinanden, så er det nogle langt mere konkrete bekymringer de giver udtryk for. Det handler simpelthen om liv eller død.

Hvis man ser på det Amerikanske samfund og politiske kultur of fra et sort perspektiv ser det meget anderledes ud. I medierne som ofte er hvide amerikaneres og europæeres eneste kilde til viden om hvordan sorte oplever verden behandles sager som ”Ferguson”, ”Trayvon Martin sagen” og ”Rodney King sagen” ofte som enkeltstående begivenheder. For mange progressive hvide står de som uheldige begivenheder hvor raceadskillelse og magt ubalancer stilles på spidsen og får et ekstremt udfald. Eller for konservative hvide ses de som eksempler på at sorte ikke kan tilfredsstilles, og at de simpelthen nægter at tage ansvar for deres egne problemer. Men når USA's sorte selv forklarer begivenhederne, i tweets, på blogs og i medierne, står begivenhederne aldrig alene. De forståes derimod i en bredere kontekst af racebaseret uretfærdighed som udgør en konstant ramme i sorte menneskers livserfaring, en ramme som de møder i deres egne og i deres venners og familiemedlemmers liv, og som de konstant kofronteres med i medierne.

For USA's sorte handler sagen fra Ferguson ikke om hvorvidt Michael Brown var uskyldig eller ej, og heller ikke om hvor langt væk betjenten Darren Wilson stod da han skød. Den handler om klare mønster af forskelsbehandling som alle sorte oplever fra politiet og fra landets andre retsinstanser. En forskelbehandling som gang på gang betyder at hvide mennesker, med eller uden uniform, kan slå sorte mennesker ihjel uden bevis for skyld, uden rettergang, uden anden motivation en frygt – og ofte uden konsekvenser for drabsmanden.

Michael Brown blev skudt den 9 august med otte skud. Vidner og eksperter er uenige om hvor langt han var fra betjenten på tidspunktet da han blev skudt, om han havde hænderne i vejret, og om han udgjorde en trussel for betjenten Darren Wilson. Men det spørgsmål bliver formentlig aldrig klogere på, for en jury bestående af 9 hvide og tre sorte valgte at Wilson slet ikke skulle sigtes, efter at den offentlige anklager havde fremlagt beviserne. I USA samarbejder den offentlige anklager tæt med politiet, og bestemmer hvilke beviser der forelægges juryen og hvordan de forklares. Dette samarbejde betyder i praksis at juryer stortset altid vælger at tiltale. Medmindre altså den anklagede er politibetjent.

Få uger senere i august blev John Crawford dræbt af politiet i et walmart supermarked i Ohio hvor han gik rundt med en legetøjspistil han netop havde taget i legetøjsafdelingen på vej op til kassen. Han talte i telefon med sin familie og lagde ikke mærke til at en kunde så mærkeligt på ham. Kunden ringede til politiet og anmeldte at en mand gik rundt med våben i supermarkedet. De ankom hurtigt på scenen og inden for få sekunder beordrede Crawford til at smide pistolen og skød ham – inden han nåede at lægge telefonen fra sig. Betjentene blev ikke tiltalt.

9 September 2014, skød og dræbte to betjente i Utah, 22 årige Darrien Hunt. Hunt var iklædt et rollespilskostume og havde et legetøjs samuraisværd i hånden. Betjentene sagde at Hunt svingede sværdet i mod dem og derefter løb væk, og var bange for at han ville ”hakke den første han mødte ihjel”, så de skød ham 6 gange i ryggen mens han løb for sit liv. Videoen af begivenheden viser ikke at Hunt svingede sværdet imod betjentene, som ikke blev tiltalt.

Mens Ferguson protesterne stod på 20 november, skød Peter Liang, en nyuddannet betjent fra New York, den sorte Akai Gurley. Ikke fordi 28-årige Gurley havde begået nogen forbrydelse. Men simpelthen fordi betjenten blev bange da han på vej ned på gaden fra sin lejelighed trådte ind i den mørke trappeopgang som betjenten var op vej opad. Betjenten blev ikke tiltalt for drabet der blev anset for at være en ulykke.

I Cleveland den 22nde november, også mens Ferguson protesterne stod på, blev 12 årige Tamir Rice drabt af politiet som var blevet tilkaldt fordi drengen pegede på forbipasserende med en harmløs luftpistol. Manden som ringede til politiet nævnte at pistolen nok var falsk og at det drejede sig om en dreng. Men det forhindrede ikke politiet i at skyde ham ihjel inden for får sekunder efter de ankom på scenen. Og bortset fra at råbe ”hold up your hands”, hvilket Tamir af en eller anden grund ikke gjorde hurtigt nok, forsøgte de ikke på at få legetøjsvåbnet fra ham på fredelig vis. Juryen har endnu ikke bestemt om betjentene skal tiltales.

3 december, mens USA stadig diskuterede juryens beslutning om ikke at tilale Darren Wilseon, skød politi i Arizona Rumain Brisbon som var på vej hjem med mad fra McDonalds til sin familie. Politiet havde fået et anonymt tip om at nogle solgte stoffer i Brisbons kvarter og da de gik hen imod ham og bad ham tage hænderne op puttede han i stedet den ene hånd i lommen for at tage en æske hovedpinepiller. Betjentene angreb ham og brød med ham og da den ene mærkede pilleæsken i hans lomme troede han det var en pistol og skød ham foran døren mens hans børn ventede på deres burgere indenfor. Ingen er blevet tiltalt.

Dagen efter, 4 december i New York, valgte en jury ikke at tiltale betjenten Daniel Pantaleo for drabet på Eric Garner den 17 juli. Det valgte de på trods af at en video viser at Pantaleo tager kvælertag på Garner og fastholder ham indtil han mister bevistheden. Garner var under mistanke for at have solgt afgiftsfrie cigaretter. Det udløste nye protester.

Disse er bare historier fra de sidste få måneder. Går man lidt længere tilbage er der endnu mere absurde historier.

For eksempel fra New York i 2011, da den 68 årige pensionerede soldat Kenneth Chamberlains hjertealarm gik af ved et uheld og tilkaldte politiets beredskab. Da han fredligt fortalte betjentene ved sin hoveddør at der var tale om en misforståelse og at han ikke behøvede hjælp, svarede de ved først at uskadeliggøre ham med en elektrisk taser, og derefter skyde ham. På en lydoptagelse af begivenhederne høres det at en af de hvide betjente under forløbet råbende kaldte ham ”nigger”, og at Armstrongs sidste ord var ”officers, why do you have your weapons out?” [Betjente, hvorfor har i taget jeres våben frem?]. Ingen af betjentene blev tiltalt for drabet.

Rigtig mange sorte amerikanere fortæller om deres oplevelser med mindre dramatiske former for uretfærdighed. At blive stoppet og ydmyget af politiet for selv de mindste forteelser i trafikken, ellerautomatisk at blive behandlet som tyv i butikker. Og ofte at måtte se til mens hvide venner går fri for de samme forseelser. Sort kultur, sort mode og sorte udtryksformer bliver konstant knyttet til stereotype billeder af sorte som kriminelle. I Californien er det for eksempelt ulovligt at tjene penge på ”banderelateret aktivitet”. En lov under hvilken rap musikere er blevet sigtet med en straframme op til livsvarigt fængsel. Ikke fordi de er med i bander eller har begået noget banderelateret kriminalitet. Ene og alene fordi de synger om det og sælger plader. Brug af ”banderelateret tøj”, et begreb som stortset bare dækker afroamerikansk streetwear i bestemte farver er også i Californien lovlig grund for politiet til at stoppe og visitere folk.

Men det er ikke kun sorte mennesker der klæder sig i street wear og ”hoodies” og bor i slummen som oplever at blive behandlet som stereotype kriminelle. Den sorte literatur professor Kiese Laymon skriver hjertegribende om sine oplevelser som sort akademiker: om hvordan sikkerhedsfolkene på skolen aften efter aften beder ham om at vise sit ID kort når han sidder på sit kontor omgivet af billeder af sig selv og sin familie, eller på gaden når han kører til og fra arbejde, og om hvordan han ved at det kun er pågrund af det ID kort at han undgår at komme igennem møllen af ydmygelser. I 2010 skabte det overskrifter da den berømte sorte Harvard professor Henry Louis Gates blev brutalt behandlet af politiet da han var på vej ind i sit eget hjem. Betjentene forklarede sig med at de troede den ældre velklædte herre var ved at begår indbrud, og at han var vred og nægtede at vise identifikation for at vise at han virkelig var husets beboer.
Samtidig ser man i nyhederne at hvide mennesker går i supermarkedet med automatrifler for at demonstrere for deres ret til at bære våben offentligt. De sorte ved at det ikke er en ret de har råd til at påberåbe sig - det kunne koste dem livet. Samtidig viser TV nyheder om hvide studerende der holder vilde college fester med stoffer og sprut, som kører spirituskørsel gennem gaderne, råber ukvemsord efter politiet. Og slipper med en advarsel. De er jo i bund og grund ”good kids” og deres fremtid skal ikke ødelægges af en enkelt fejltagelse. De sorte ved at et sådant fejltrin med stor sandsynelighed ville sende dem direkte i fængsel og gøre det umuligt for dem at få selv et mindstelønnet arbejde resten af deres liv. Hvis de altså overhovedet overlever mødet med politiet.
Det er ikke bare i de sortes subjektive opfattelse at denne dobeltstandard findes. Det er et velkendt faktum at selvom USA's befolkning er under 14% sort, så er 39% af de indsatte i fængsler sorte. Dette misforhold er for mange mange hvide et vidnesbyrd på at sorte er mere kriminelle end hvide og at det derfor er med rette at hvide er bange for dem. I virkeligheden er det noget mere kompliceret, og logikken kan ligeså godt vendes om. Grunden til at de sorte er overrepræsenteret i fængslerne er måske snarere netop at de hvide er bange for dem. Al statistik viser at sorte langt oftere end hvide stoppes i traffikken, at de langt oftere bliver kropsvisiteret i visitationszoner og at de langt oftere bliver anholdt for mindre forseelser end hvide. Samtidig viser statistikerne at hvide og sorte begår den slags forseelser med nøjagtig ligeså stor hyppighed. Faktisk finder betjente oftere ulovlige genstande når de visiterer hvide end når de visiterer sorte i visitationszoner. Omvendt ryger både sorte og hvide unge i USA ryger lige meget hash. Men det er stortset kun sorte der bliver anholdt for det. Sorte får også generelt og beviseligt hårdere straffe end hvide for de samme forbrydelser. Selvom der ikke er officiel statistik for hvor mange mennesker politiet slår ihjel er der statistik der viser også en risikoen for at en sort mistænkt dør i løbet af deres møde med politiet er fire gange så stor som for en hvid mistænkt.

USA's sorte har lært at leve med de mange ”små” uretfærdigheder som de møder hver dag. De har lært at de skal være dobbelt så arbejdsomme som de hvide for at opnå de samme goder. At de skal holde deres sti pinligt ren uden det mindste fejltrin hvis de skal have en chance for at blive behandlet som ordentlige mennesker. Og de har lært at leve med at hvis de opnår noget stort, så får de uvægerligt at vide at de bare er blevet tilgodeset af ”omvendt diskrimination” og i virkeligheden slet ikke har fortjent det. Men der er én ting det er umuligt at lære at leve med. Det er at skulle leve i frygt for sit eget og sine sønners liv. Med frygten for at skulle se hjælpeløst til når de bliver dræbt, uden håb om at dræberne nogensinde bliver straffet.  Man kan ikke som sort amerikaner leve med et system som helt åbenlyst vægter sorte liv som værende mindre værd end hvide.

Sagerne om Trayvon Martin, Michael Brown og Eric Garner er altså langt fra enestående. De er bare dem som medierne har valgt at fokusere på. Men sat ind i det større perspektiv, betyder de at en hver sort amerikaner med god grund frygter for sit liv og fremtid hver gang de har nogen form for kontakt med politiet. De betyder at sorte forældre ser sig nødsaget til at træne deres børn specielt i hvordan de skal undgå på nogen måde at virke agressive eller truende overfor politifolk, uanset hvor uretfærdigt de føler sig behandlet. Mere end noget andet er det denne følelse af total magtesløshed overfor et system som har påtaget sig hånd- og halsret over dem – og som ikke en gang er villigt til at anerkende at der er en ulighed eller at diskutere om det er rimeligt – der får USA's sorte på gaden. 

Hvis Vestas kunne tale Ikoots: Hvorfor “smal viden” er vigtig for Danmark.

Mero Ikoots er et indiansk sprog der tales i fire fiskerlandsbyer på Mexico's stillehavskyst. Sproget er ikke i famile med nogle andre sprog i verden, og der er stortset ingen der har studeret det. Når et sprog er så lille og ubetydeligt som Mero Ikoots og de 2000 andre småsprog der tales på de Amerikanske kontinenter kan det virke som en rigtig dårlig idé at bruge ressourcer på at uddanne danskere til at studere dem. Eller måske ikke. Lige nu sidder der for eksmpel nok nogle mennesker i Vestas koncernen og dens sammarbejdspartnere der ville ønske at de kunne forstå Mero Ikoots. Eller at de havde konsulteret med nogen der kendte Ikoots folket og deres sprog. Eller måske bare med én med forstand på hvordan relationerne mellem den Mexikanske regering og dens indfødte folk fungerer.

Vestas sidder nemlig i risiko for at brænde inde med en kæmpeordre der skulle være sendt til Mexico for flere år siden og opstilles af Mareña Renovables som er et konglomerat af flere banker og Vestas samarbejdspartner Mitsubishi. Den Mexicanske regering har som led i dens energireform bestilt en kæmpe havvindmøllepark der skulle have været opstillet på stillehavskysten i staten Oaxaca. Der hvor Ikoots folket fisker. Men nu bliver parken nok ikke til noget, for hverken Mareña eller den mexicanske stat har formået at kommunikere tilfredsstillende med Ikoots folket som nu har kæmpet indædt i tre år mod parken. Indianerne er bange for at vindmøllerne skræmmer de fisk væk som de lever af at fange. Og selvom der findes forskning der viser at vindmøller faktisk kan gavne lokale fiskebestande ved at virke som kunstige rev, har de ikke kunne overbevise Ikoots folket om det modsatte.

Indianerne er også vrede over at de ikke er blevet spurgt eller inddraget i vindmølleprojektet. Men det er ikke så mærkeligt for det gør den mexikanske stat nemlig aldrig når de giver udlandske firmaer lov til at udvinde ressourcer i de naturområder der benyttes af indianske folk til deres traditionelle erhverv. Overalt i Mexico, kæmper indfødte folk mod regeringens ressourceudvindingsprojekter på deres land: Fra Sonora hvor Yaqui indianerne kæmper mod den akvadukt der vil lede Yaqui-floden væk fra deres land og bryde en 70 år gammel aftale om Yoeme/Yaqui folkets vandrettigheder. Til Canadiske minefirmaers problemer med Wixarika, Nahua og Purhepecha folk i staterne San Luis Potosí, Michoacan og Veracruz. Til Europæiske ingeniørfirmaer der må pause produktionen af en gasledning igennem staterne Puebla, Morelos og Tlaxcala fordi Nahua indianerne er bange for at have rør med eksplosive gasser der løber igennem deres marker i en vulkanzone. Ingen af de indianske folk er blevet inddraget i beslutningerne om at etablere industri på deres traditionelle territorie, og de står heller ikke til at få noget ud af de projekter. Snarere bliver deres interesser i de fleste tilfælde skadet af dem. Mexicos regering anerkender ikke deres indianske folks kollektive rettigheder til den jord de bruger. Derfor plejer de at købe  jorden individuelt af indianske jordejere for småbeløb, eller simpelthen at ekspropriere den med en lille erstatning. Næsten altid uden at give det lokale samfund fuld information om projektet, og uden at lave høringer eller andre former for borgerinddragelse. Faktisk er den nylige energireform ekstrem i netop den henseende, for den fastslår at ekspropriation af privatejendom kan gennemføres ikke kun til fordel for offentlige projekter, men også til fordel for private. Nu kan staten faktisk tage indianernes jord og sælge den til udenlandske investorer, alene hvis det anses for at være i almenvellets interesse.

Ræssonnementet fra statens side er nok at små grupper af tilbagestående bønder ikke skal stå i vejen for hele det mexicanske samfunds udvikling. Men det gør de. Indianerne protesterer. Lukker vejene. Demonstrerer i hovedstaden. Bruger medierne til at komme ud med deres budskab. Og gør i det hele taget alt hvad de kan for at bruge den goodwill de har som indfødte folk i det internationale samfund, til at gøre projekterne dyre for staten og for de involverede interessenter. Både i økonomiske omkostninger og i tab af positivt image. I Mexico er statens svar på sådanne irriterende forstyrrelser ofte at bruge beskidte midler imod aktivisterne: at få deres ledere slået ihjel og skyde skylden på kartellerne, eller få dem arresteret for opfundne forbrydelser. Den slags modstand giver naturligvis indianerne endnu mindre lyst til at være føjelige, og får dem til at tænke endnu værre om de udenlandske firmaer som er på statens side.

Når Ikoots indianerne demonstrerer mod Vestas foran den danske ambassade i Mexico gør de det altså direkte for at påvirke Vestas offentlige image som en miljøvenlig og socialt ansvarlig form for industri. De viser at Vestas i denne sag ikke er på etikkens eller moralens side, men har allieret sig med ubehagelige og undertrykkende kræfter. Ikoots indianernes kamp skader altså Vestas image, og deres forretning. Og dermed Danmarks globale image og økonomi. Det kunne Vestas både have forudset og undgået hvis de havde orienteret sig bedre om forholdende som gør sig gældende for indianske folk i Mexico, og hvis de havde indgået en reel dialog med Ikoots folket, og måske stillet sig på deres side fra starten. Men hvem skulle de tale med for at få den slags information?

De kunne for eksempel have rådført sig med mig. Jeg forsker nemlig i de politiske forhold for indianere i Mexico, og i den rolle som de små indianske sprog spiller i den forbindelse. Det er jeg uddannet til ved Københavns Universitet hvor jeg studerede indianske sprog og kulturer mellem 1998 og 2007. Nu er jeg forskningsfellow ved center for US-Mexican studies ved University of California San Diego, og PhD kandidat ved Brown University, i USA. Begge er to af de mest prestigiøse universiteter i USA. Her ville jeg ikke være i dag hvis ikke jeg havde haft min uddannelse fra Københavns Universitet i kufferten.

Indianske Sprog og Kulturer er et af de fag der er i stærk risiko for at blive nedlagt som resultat af regeringens nedskæringer på himaniora området. Ikke fordi der er høj arbejdsløshed blandt mine tidligere medstuderende. De er nemlig stortset alle sammen i arbejde. Men fordi studiet anses for at være et ”lille studie” (til trods for at dets vidensfelt dækker to kontinenter, 28 lande, med næsten en milliard indbyggere til sammen, og ca. 2000 sprog). Andre fag der er i risiko for at forsvinde fra dansk jord er studiet af Grønland (naturressourcer og relevans for Danmark anyone?), af Østasiatiske lande, sprog og kulturer (største vækstmarked i verden), af mellemøstens sprog, kultur og politik, og sågar ”smalle sprog” som tysk og russisk. Man skal virkelig have en meget lille fantasi for ikke at kunne forestille sig hvordan kandidater med viden indenfor sådanne fag kan komme til at bidrage positivt til Dansk økonomi i den nære fremtid.

En anden dimension er den etiske. Er Danmark virkelig tjent med at vi er gode til at tjene penge, hvis vores BNP vokser på bekostning af uretfærdigheder begået imod nogen af verdens fattigste og svageste mennesker? Det kan godt være at Vestas eller andre firmaer kan tjene penge på vækstmarkederne i Asien og Latinamerika uden hjælp af humanister eller viden om lokale politisk forhold. Men er det virkelig det vi vil? Hvis erhvervslivet er vores kollektive livskraft så er humaniora vores kollektive moral. Vi ved forlængst at man ikke kan forvente at erhvervslivet selv bliver opmærksomme på uetisk forretningspraksis og finder måder at omstille til socialt og økologisk bæredygtige forretningsformer. Det kræver humanister. Vidensproducenter der ser kritisk på vores måde at leve på, og som tænker over hvordan vores allesammens samfund kan organiseres på måder der er retfærdige, bæredygtige,  ansvarlige og til gavn for alle.

For mig er det en selvfølgelighed at viden er værdifuldt for et samfund. Ikke kun når den er til gavn for erhvervslivet. Men viden om indianske folk, Mexicansk kultur og andre af verdens ”små emner” er til gavn for Danmark, og for dansk erhvervsliv. At skære ned på vidensproduktion skaber ikke vækst. Det skaber kun uvidenhed. 

• Link: Upsidedownworld.org - hvor jeg har lånt billedet af protesten. Det er en meget interessant artikel.

Foredragstilbud i sommeren 2015!

Jeg hedder Magnus og er antropolog. Antropologi er studiet af at være menneske. For halvtreds år siden ansås antropologien sammen med filosofien bredt for at være det bedste bud på en disciplin der kunne bidrage med forklaringer og forståelse af alskens sociale og eksistentielle spørgsmål. I dag sætter flere mennesker deres penge på naturvidenskaben. Jeg er antropolog med bred erfaring fra feltarbejde i Latin Amerika og USA, og jeg kan tilbyde enkeltstående foredrag eller foredragsrækker der fremviser antropologiens unikke vinkler på menneskers samfundsliv, og hvordan den kan bidrage til at nuancere naturvidenskabelige forklaringer på hvad det vil sige at være menneske. I mine foredrag viser jeg at antropologi stadig har noget at byde ind med både i politiske, filosofiske, psykologiske og samfundsfaglige diskussioner.

Jeg har bred undervisningserfaring med alle aldersgrupper og niveauer. Jeg er uddannet ved Københavns Universitet og ved Brown University i USA. Men jeg har også undervist i Danske folkeskoler i alle klasse niveauer og på specialinstitutioner.  I København har jeg også været ekstern lektor på faget Indianske Sprog og Kulturer, og på folkeuniversitetet. Her har jeg undervist om Latin Amerikanske indianske kulturer. Ved Brown University har jeg undervist i Menneskets Udviklingshistorie, og introduktionskurser til kulturel, politisk of sproglig antropologi, og også specialiserede kurser om race-begrebet og racisme. Ved University of California San Diego har jeg været gæsteforsker og forelæst om mine forskningsspcialiteter. Min forskning omhandler de indianske folk i Mexico og hvordan indianske sprog bruges i nationalistisk øjemed, og i politiske bevægelser baseret på sprog, etnicitet eller race. Jeg taler og skriver Engelsk, Spansk og det indianske sprog Nahuatl.

I sommeren og efteråret 2015 er jeg Danmark og kan tilbyde foredrag om samfundsrelevante emner som jeg behandler udfra en antropologisk, skæv vinkel. Jeg tilbyder foredrag tilpasset børn og unge såvel som voksne og ældre. Jeg tilbyder også foredragsrækker eller små kurser hvis det skulle have interesse.

Her kan du læse et par gode grunde til at du skal hyre mig til at holde foredrag istedet for at hyre kendis.

De emner jeg holder foredrag er de følgende (klik på titlerne for en mere detaljeret beskrivelse): 

Et butiksskilt fra USA i 1950erne
- "Vi serverer kun for hvide".

Er du racist? Vi taler meget om racisme og anklager hinanden for at være racister. Men det er ikke helt nemt at finde ud af hvad racisme egentlig er og hvem der faktisk er racister. Dette foredrag handler om racisme og dens historie, og om hvorfor de fleste af os har en lille racist i maven, men aldrig kunne finde på at indrømme det. Hvor kommer han fra og hvordan får vi bugt med ham?

Verdens farligste abe!

Mennesket er et dyr, men et helt specielt et af slagsen. Men hvad betyder vores dyriske natur for hvordan vi indretter vores samfund? Et foredrag om hvad vi ved om menneskets natur og hvodan vi kan bruge den viden til at være kritiske over for politiske argumenter der bruger argumentet ”jamen, det er jo I vores natur”.

Danmark for Danskerne?

Min danskfødte datter danser en indiansk
dans da hun gik i første klasse i en
Mexicansk landsby.

I Danmark og Europa snakker vi meget om multikultur - ideen om at flere kulturer kan leve sammen i det samme land. Ofte taler vi om det som et problem. I dette foredrag argumenterer jeg for at begrebet multikultur er meningsløst, for Danmark har aldrig været "monokulturelt" og der har aldrig været én bestemt definition af hvad det vil sige at være "Dansker". I foredraget drager jeg på genetisk forskning om Danmarks befolkningssammensættelse, på historisk forskning om Danmarks opståen som nation, og på min egen erfaring som del af en mere end almindeligt multikulturel familie.


Vil du forandre verden? Fra utopi til virkelighed.

Hvorfor det er så svært at forandre verden til det bedre? I gennem tiden har mange mennesker prøvet at forandre verden, eller i hvert fald små stykker af den, til det som de syntes var bedst for alle - men oftest gik det galt. Ofte grueligt. I dette foredrag ser vi på hvordan utopiske ideer får problemer når de møder virkeligheden, og på om der er nogen tricks vi kan bruge til at undgå det. Jeg drager kritisk på mine egne erfaringer med at prøve at stifte et nytænkende politisk parti i kølvandet på lærerkonflikten i 2013.



Det ligger jo i generne...

Her sidder jeg med tre kranier
 af fortidsmennesker.

Genvidenskaben har forandet hvordan vi tænker og taler om mennesker og vores måder at være på. Måske er det genetisk hvilken uddannelse man vælger, hvem du bliver forelsket i eller hvilket parti du stemmer på? Men er det generne der bestemmer hvem vi er`? Er det miljøet? Eller er det os selv?  Vi taler også meget om arv, både social og genetisk.  I dette foredrag fortæller jeg om hvordan man kan undslippe arven. Hvis man altså vil.






"De Vilde" er her endnu: Om Verdens Oprindelige Folk.

Nahua indianere danser
dansen "voladores" i Mexico.

De indfødte folk er ofte langt fra vores daglige tankeverden, og når vi tænker på dem eller ser dem i fjernsynet er det ofte i karikerede fremstillinger som "vilde" og "primitive" folk. I dette foredrag fortæller jeg om verdens oprindelige folk, om hvordan de lever nu om dage og om hvorfor det er vigtigt at tænke på dem, selv når man bor i en Europæisk storby. Jeg fokuserer på mine egne oplevelser med indianske folk i Mexico og USA, men inddrager eksempler fra hele verden. 


At tænke på et andet sprog.
Gør det en forskel hvilket sprog man tænker på? I dette foredrag diskuterer jeg hvordan sproget er med til at forme vores tanker, og hvorfor det godt kan være at folk der taler forskellige sprog også har forskellige måder at tænke på. Jeg drager på mine egne erfaringer med at lære forskellige indianske sprog som er meget anderledes end dem vi kender fra Europa, og også på den nyeste forskning om sammenhængen mellem sprog og tanke.



Mine foredrag er billige og fleksible både hvad angår tid og fagligt niveau. 

Hvis du er interesseret kan du skrive til mig på  email:
 magnuspharao SNABEL-A gmail.com 

På toppen af en vulkan i Mexico.
 Her kom indianerne for at ofre til regnguderne før Spaniernes ankomst.