Hvis Vestas kunne tale Ikoots: Hvorfor “smal viden” er vigtig for Danmark.

Mero Ikoots er et indiansk sprog der tales i fire fiskerlandsbyer på Mexico's stillehavskyst. Sproget er ikke i famile med nogle andre sprog i verden, og der er stortset ingen der har studeret det. Når et sprog er så lille og ubetydeligt som Mero Ikoots og de 2000 andre småsprog der tales på de Amerikanske kontinenter kan det virke som en rigtig dårlig idé at bruge ressourcer på at uddanne danskere til at studere dem. Eller måske ikke. Lige nu sidder der for eksmpel nok nogle mennesker i Vestas koncernen og dens sammarbejdspartnere der ville ønske at de kunne forstå Mero Ikoots. Eller at de havde konsulteret med nogen der kendte Ikoots folket og deres sprog. Eller måske bare med én med forstand på hvordan relationerne mellem den Mexikanske regering og dens indfødte folk fungerer.

Vestas sidder nemlig i risiko for at brænde inde med en kæmpeordre der skulle være sendt til Mexico for flere år siden og opstilles af Mareña Renovables som er et konglomerat af flere banker og Vestas samarbejdspartner Mitsubishi. Den Mexicanske regering har som led i dens energireform bestilt en kæmpe havvindmøllepark der skulle have været opstillet på stillehavskysten i staten Oaxaca. Der hvor Ikoots folket fisker. Men nu bliver parken nok ikke til noget, for hverken Mareña eller den mexicanske stat har formået at kommunikere tilfredsstillende med Ikoots folket som nu har kæmpet indædt i tre år mod parken. Indianerne er bange for at vindmøllerne skræmmer de fisk væk som de lever af at fange. Og selvom der findes forskning der viser at vindmøller faktisk kan gavne lokale fiskebestande ved at virke som kunstige rev, har de ikke kunne overbevise Ikoots folket om det modsatte.

Indianerne er også vrede over at de ikke er blevet spurgt eller inddraget i vindmølleprojektet. Men det er ikke så mærkeligt for det gør den mexikanske stat nemlig aldrig når de giver udlandske firmaer lov til at udvinde ressourcer i de naturområder der benyttes af indianske folk til deres traditionelle erhverv. Overalt i Mexico, kæmper indfødte folk mod regeringens ressourceudvindingsprojekter på deres land: Fra Sonora hvor Yaqui indianerne kæmper mod den akvadukt der vil lede Yaqui-floden væk fra deres land og bryde en 70 år gammel aftale om Yoeme/Yaqui folkets vandrettigheder. Til Canadiske minefirmaers problemer med Wixarika, Nahua og Purhepecha folk i staterne San Luis Potosí, Michoacan og Veracruz. Til Europæiske ingeniørfirmaer der må pause produktionen af en gasledning igennem staterne Puebla, Morelos og Tlaxcala fordi Nahua indianerne er bange for at have rør med eksplosive gasser der løber igennem deres marker i en vulkanzone. Ingen af de indianske folk er blevet inddraget i beslutningerne om at etablere industri på deres traditionelle territorie, og de står heller ikke til at få noget ud af de projekter. Snarere bliver deres interesser i de fleste tilfælde skadet af dem. Mexicos regering anerkender ikke deres indianske folks kollektive rettigheder til den jord de bruger. Derfor plejer de at købe  jorden individuelt af indianske jordejere for småbeløb, eller simpelthen at ekspropriere den med en lille erstatning. Næsten altid uden at give det lokale samfund fuld information om projektet, og uden at lave høringer eller andre former for borgerinddragelse. Faktisk er den nylige energireform ekstrem i netop den henseende, for den fastslår at ekspropriation af privatejendom kan gennemføres ikke kun til fordel for offentlige projekter, men også til fordel for private. Nu kan staten faktisk tage indianernes jord og sælge den til udenlandske investorer, alene hvis det anses for at være i almenvellets interesse.

Ræssonnementet fra statens side er nok at små grupper af tilbagestående bønder ikke skal stå i vejen for hele det mexicanske samfunds udvikling. Men det gør de. Indianerne protesterer. Lukker vejene. Demonstrerer i hovedstaden. Bruger medierne til at komme ud med deres budskab. Og gør i det hele taget alt hvad de kan for at bruge den goodwill de har som indfødte folk i det internationale samfund, til at gøre projekterne dyre for staten og for de involverede interessenter. Både i økonomiske omkostninger og i tab af positivt image. I Mexico er statens svar på sådanne irriterende forstyrrelser ofte at bruge beskidte midler imod aktivisterne: at få deres ledere slået ihjel og skyde skylden på kartellerne, eller få dem arresteret for opfundne forbrydelser. Den slags modstand giver naturligvis indianerne endnu mindre lyst til at være føjelige, og får dem til at tænke endnu værre om de udenlandske firmaer som er på statens side.

Når Ikoots indianerne demonstrerer mod Vestas foran den danske ambassade i Mexico gør de det altså direkte for at påvirke Vestas offentlige image som en miljøvenlig og socialt ansvarlig form for industri. De viser at Vestas i denne sag ikke er på etikkens eller moralens side, men har allieret sig med ubehagelige og undertrykkende kræfter. Ikoots indianernes kamp skader altså Vestas image, og deres forretning. Og dermed Danmarks globale image og økonomi. Det kunne Vestas både have forudset og undgået hvis de havde orienteret sig bedre om forholdende som gør sig gældende for indianske folk i Mexico, og hvis de havde indgået en reel dialog med Ikoots folket, og måske stillet sig på deres side fra starten. Men hvem skulle de tale med for at få den slags information?

De kunne for eksempel have rådført sig med mig. Jeg forsker nemlig i de politiske forhold for indianere i Mexico, og i den rolle som de små indianske sprog spiller i den forbindelse. Det er jeg uddannet til ved Københavns Universitet hvor jeg studerede indianske sprog og kulturer mellem 1998 og 2007. Nu er jeg forskningsfellow ved center for US-Mexican studies ved University of California San Diego, og PhD kandidat ved Brown University, i USA. Begge er to af de mest prestigiøse universiteter i USA. Her ville jeg ikke være i dag hvis ikke jeg havde haft min uddannelse fra Københavns Universitet i kufferten.

Indianske Sprog og Kulturer er et af de fag der er i stærk risiko for at blive nedlagt som resultat af regeringens nedskæringer på himaniora området. Ikke fordi der er høj arbejdsløshed blandt mine tidligere medstuderende. De er nemlig stortset alle sammen i arbejde. Men fordi studiet anses for at være et ”lille studie” (til trods for at dets vidensfelt dækker to kontinenter, 28 lande, med næsten en milliard indbyggere til sammen, og ca. 2000 sprog). Andre fag der er i risiko for at forsvinde fra dansk jord er studiet af Grønland (naturressourcer og relevans for Danmark anyone?), af Østasiatiske lande, sprog og kulturer (største vækstmarked i verden), af mellemøstens sprog, kultur og politik, og sågar ”smalle sprog” som tysk og russisk. Man skal virkelig have en meget lille fantasi for ikke at kunne forestille sig hvordan kandidater med viden indenfor sådanne fag kan komme til at bidrage positivt til Dansk økonomi i den nære fremtid.

En anden dimension er den etiske. Er Danmark virkelig tjent med at vi er gode til at tjene penge, hvis vores BNP vokser på bekostning af uretfærdigheder begået imod nogen af verdens fattigste og svageste mennesker? Det kan godt være at Vestas eller andre firmaer kan tjene penge på vækstmarkederne i Asien og Latinamerika uden hjælp af humanister eller viden om lokale politisk forhold. Men er det virkelig det vi vil? Hvis erhvervslivet er vores kollektive livskraft så er humaniora vores kollektive moral. Vi ved forlængst at man ikke kan forvente at erhvervslivet selv bliver opmærksomme på uetisk forretningspraksis og finder måder at omstille til socialt og økologisk bæredygtige forretningsformer. Det kræver humanister. Vidensproducenter der ser kritisk på vores måde at leve på, og som tænker over hvordan vores allesammens samfund kan organiseres på måder der er retfærdige, bæredygtige,  ansvarlige og til gavn for alle.

For mig er det en selvfølgelighed at viden er værdifuldt for et samfund. Ikke kun når den er til gavn for erhvervslivet. Men viden om indianske folk, Mexicansk kultur og andre af verdens ”små emner” er til gavn for Danmark, og for dansk erhvervsliv. At skære ned på vidensproduktion skaber ikke vækst. Det skaber kun uvidenhed. 

• Link: Upsidedownworld.org - hvor jeg har lånt billedet af protesten. Det er en meget interessant artikel.