Mero Ikoots er et
indiansk sprog der tales i fire fiskerlandsbyer på Mexico's stillehavskyst.
Sproget er ikke i famile med nogle andre sprog i verden, og der er stortset
ingen der har studeret det. Når et sprog er så lille og ubetydeligt som Mero
Ikoots og de 2000 andre småsprog der tales på de Amerikanske kontinenter kan
det virke som en rigtig dårlig idé at bruge ressourcer på at uddanne danskere
til at studere dem. Eller måske ikke. Lige nu sidder der for eksmpel nok nogle
mennesker i Vestas koncernen og dens sammarbejdspartnere der ville ønske at de
kunne forstå Mero Ikoots. Eller at de havde konsulteret med nogen der kendte
Ikoots folket og deres sprog. Eller måske bare med én med forstand på hvordan
relationerne mellem den Mexikanske regering og dens indfødte folk fungerer.
Vestas sidder
nemlig i risiko for at brænde inde med en kæmpeordre der skulle være sendt til
Mexico for flere år siden og opstilles af Mareña Renovables som er et
konglomerat af flere banker og Vestas samarbejdspartner Mitsubishi. Den
Mexicanske regering har som led i dens energireform bestilt en kæmpe
havvindmøllepark der skulle have været opstillet på stillehavskysten i staten
Oaxaca. Der hvor Ikoots folket fisker. Men nu bliver parken nok ikke til noget,
for hverken Mareña eller den mexicanske stat har formået at kommunikere
tilfredsstillende med Ikoots folket som nu har kæmpet indædt i tre år mod
parken. Indianerne er bange for at vindmøllerne skræmmer de fisk væk som de
lever af at fange. Og selvom der findes forskning der viser at vindmøller
faktisk kan gavne lokale fiskebestande ved at virke som kunstige rev, har de
ikke kunne overbevise Ikoots folket om det modsatte.
Indianerne er
også vrede over at de ikke er blevet spurgt eller inddraget i
vindmølleprojektet. Men det er ikke så mærkeligt for det gør den mexikanske
stat nemlig aldrig når de giver udlandske firmaer lov til at udvinde ressourcer
i de naturområder der benyttes af indianske folk til deres traditionelle
erhverv. Overalt i Mexico, kæmper indfødte folk mod regeringens
ressourceudvindingsprojekter på deres land: Fra Sonora hvor Yaqui indianerne
kæmper mod den akvadukt der vil lede Yaqui-floden væk fra deres land og bryde
en 70 år gammel aftale om Yoeme/Yaqui folkets vandrettigheder. Til Canadiske
minefirmaers problemer med Wixarika, Nahua og Purhepecha folk i staterne San
Luis Potosí, Michoacan og Veracruz. Til Europæiske ingeniørfirmaer der må pause
produktionen af en gasledning igennem staterne Puebla, Morelos og Tlaxcala
fordi Nahua indianerne er bange for at have rør med eksplosive gasser der løber
igennem deres marker i en vulkanzone. Ingen af de indianske folk er blevet
inddraget i beslutningerne om at etablere industri på deres traditionelle
territorie, og de står heller ikke til at få noget ud af de projekter. Snarere
bliver deres interesser i de fleste tilfælde skadet af dem. Mexicos regering
anerkender ikke deres indianske folks kollektive rettigheder til den jord de
bruger. Derfor plejer de at købe jorden
individuelt af indianske jordejere for småbeløb, eller simpelthen at
ekspropriere den med en lille erstatning. Næsten altid uden at give det lokale
samfund fuld information om projektet, og uden at lave høringer eller andre
former for borgerinddragelse. Faktisk er den nylige energireform ekstrem i
netop den henseende, for den fastslår at ekspropriation af privatejendom kan
gennemføres ikke kun til fordel for offentlige projekter, men også til fordel
for private. Nu kan staten faktisk tage indianernes jord og sælge den til
udenlandske investorer, alene hvis det anses for at være i almenvellets
interesse.
.jpg)
Når Ikoots
indianerne demonstrerer mod Vestas foran den danske ambassade i Mexico gør de
det altså direkte for at påvirke Vestas offentlige image som en miljøvenlig og
socialt ansvarlig form for industri. De viser at Vestas i denne sag ikke er på
etikkens eller moralens side, men har allieret sig med ubehagelige og
undertrykkende kræfter. Ikoots indianernes kamp skader altså Vestas image, og
deres forretning. Og dermed Danmarks globale image og økonomi. Det kunne Vestas
både have forudset og undgået hvis de havde orienteret sig bedre om forholdende
som gør sig gældende for indianske folk i Mexico, og hvis de havde indgået en
reel dialog med Ikoots folket, og måske stillet sig på deres side fra starten.
Men hvem skulle de tale med for at få den slags information?
De kunne for
eksempel have rådført sig med mig. Jeg forsker nemlig i de politiske forhold
for indianere i Mexico, og i den rolle som de små indianske sprog spiller i den
forbindelse. Det er jeg uddannet til ved Københavns Universitet hvor jeg
studerede indianske sprog og kulturer mellem 1998 og 2007. Nu er jeg
forskningsfellow ved center for US-Mexican studies ved University of California
San Diego, og PhD kandidat ved Brown University, i USA. Begge er to af de mest
prestigiøse universiteter i USA. Her ville jeg ikke være i dag hvis ikke jeg
havde haft min uddannelse fra Københavns Universitet i kufferten.
Indianske Sprog
og Kulturer er et af de fag der er i stærk risiko for at blive nedlagt som
resultat af regeringens nedskæringer på himaniora området. Ikke fordi der er
høj arbejdsløshed blandt mine tidligere medstuderende. De er nemlig stortset
alle sammen i arbejde. Men fordi studiet anses for at være et ”lille studie”
(til trods for at dets vidensfelt dækker to kontinenter, 28 lande, med næsten
en milliard indbyggere til sammen, og ca. 2000 sprog). Andre fag der er i
risiko for at forsvinde fra dansk jord er studiet af Grønland (naturressourcer
og relevans for Danmark anyone?), af Østasiatiske lande, sprog og kulturer
(største vækstmarked i verden), af mellemøstens sprog, kultur og politik, og
sågar ”smalle sprog” som tysk og russisk. Man skal virkelig have en meget lille
fantasi for ikke at kunne forestille sig hvordan kandidater med viden indenfor
sådanne fag kan komme til at bidrage positivt til Dansk økonomi i den nære
fremtid.
En anden
dimension er den etiske. Er Danmark virkelig tjent med at vi er gode til at
tjene penge, hvis vores BNP vokser på bekostning af uretfærdigheder begået imod
nogen af verdens fattigste og svageste mennesker? Det kan godt være at Vestas eller
andre firmaer kan tjene penge på vækstmarkederne i Asien og Latinamerika uden
hjælp af humanister eller viden om lokale politisk forhold. Men er det virkelig
det vi vil? Hvis erhvervslivet er vores kollektive livskraft så er humaniora vores
kollektive moral. Vi ved forlængst at man ikke kan forvente at erhvervslivet
selv bliver opmærksomme på uetisk forretningspraksis og finder måder at
omstille til socialt og økologisk bæredygtige forretningsformer. Det kræver
humanister. Vidensproducenter der ser kritisk på vores måde at leve på, og som tænker
over hvordan vores allesammens samfund kan organiseres på måder der er
retfærdige, bæredygtige, ansvarlige og
til gavn for alle.
For mig er det en
selvfølgelighed at viden er værdifuldt for et samfund. Ikke kun når den er til
gavn for erhvervslivet. Men viden om indianske folk, Mexicansk kultur og andre
af verdens ”små emner” er til gavn for Danmark, og for dansk erhvervsliv. At
skære ned på vidensproduktion skaber ikke vækst. Det skaber kun uvidenhed.
